Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børne-LAP (LæringsAktivitetsProfil)

 

BørneLAP – BørneLæringsAktivitetsProfil er et tværfagligt arbejde, der inddrager følgende faggrupper på Kirkebækskolen: Lærere, pædagoger, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Målet med BørneLAP er: Ét barn – én plan. Det skal medvirke til, at kommunikationen omkring eleverne tager udgangspunkt i et tværfagligt kompetent blik på ”barnet i centrum”.

BørneLAP har til formål at forene samtlige faggruppers iagttagelser og konklusioner omkring børnene, for på den måde at gøre netværket omkring børnenes undervisning, fritid og terapi tættest muligt, og den har til formål at inddrage forældrenes ønsker for deres barns skole- og fritidshverdag. Børnene på Kirkebækskolen har så komplekse problemstillinger, at det ikke giver mening at forestille sig, at én enkelt faggruppe kan afdække disse problemstillinger og dække alle de behov, det medfører for børnene.

BørneLAP er grundlæggende en kommunikationsmetode mellem fagprofessionelle og forældre. Beskrivelsen af det enkelte barns aktuelle status er baseret på WHO’s klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand for børn og unge; ICF-CY (International Classification of Functioning Child & Youth). Beskrivelsen tager udgangspunkt i barnets deltagelse i aktiviteter og fællesskaber samt i Pragmatisk Profil, der afdækker barnets kommunikative færdigheder. Den pragmatiske profil laves 3 gange på et skoleliv. På baggrund af beskrivelsen fastsættes det vigtigste fokus-område og mål for den kommende periode baseret på Kjeld Fredens didaktiske relationsmodel. Fastsættelse af mål for det enkelte barn baseres således på en individuel, grundig beskrivelse og en vurdering af netop dette barns læringsforudsætninger og rammefaktorer.

Ved skolestarter laves et forældreinterview, hvor forældre kan komme med deres fortælling om eleven. Forældreinterviewet bruges til få skrevet den første rapport. BørneLAP bliver udarbejdet en gang om året på hver elev. Årligt afholdes et planmøde med forældre og/eller bosted, hvor der er en fælles snak om rapporten. Her sættes der et fælles mål for eleven. Der er løbende gennem skoleåret teammøder hvor hele temaet omkring eleven samles og drøfter elevens nuværende status.