Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Beskrivelse

Alle børn har ret til at lære

Alle børn har en grundlæggende ret til uddannelse og skal have mulighed for at opnå og opretholde et acceptabelt læringsmiljø. Ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov. Uddannelsessystemer og uddannelsesforløb skal indrettes og iværksættes på en sådan måde, at de tager hensyn til de store forskelle i egenskaber og behov.”

  • Salamanca erklæringen, 1994

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

På Kirkebækskolen ser vi eleven frem for dennes handicap. Skolens vision er at give eleverne det bedste skoletilbud.

Vi møder eleven med specialfaglig viden, i forhold til læring, kommunikation, relationsarbejde og udvikling af sociale kompetencer, for at eleven herigennem kan udvikle sin egen identitet og medbestemmelse.

Eleven har behov for et trygt og genkendeligt miljø, for at være deltagende. Opmærksomheden fokuseres på den enkelte og de små signaler fra eleverne bliver responderet.

Eleverne går i alderssvarende klasser, da vi underviser efter folkeskoleloven - af respekt for eleven, samt elevernes interesseområder ud fra deres faktiske alder.

Klasseteamet er sammensat af faste lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, fysioterapeuter og ergoterapeuter, som har et tæt samarbejde med forældrene. Desuden samarbejdes der med skolens  talehørerkonsulenter, psykolog samt med IKT-konsulenter og synskonsulenter fra Region Hovedstadens Kommunikationscenter i Hellerup.

Lærerens rolle er at sikre og udvikle faglig kvalitet i undervisningen. Det bliver understøttet af kommunikative hjælpemidler som f.eks, PCS symbolkort, konkreter, tegn til tale og computerbaserede talemaskiner.

Klare rammer og fokus på enkelte ting skaber koncentration, og gentagelser er vigtige for at genkende og være deltagende.

I indskolingen inddrages Petöpædagogik, herunder Petömøbler, hvor eleverne bliver opmærksomme på deres krop igennem rytme, gentagelser og læringsrige sanglege.

Hver klasse går en gang om ugen til svømning, hvor vi svømmer efter Halliwick-princippet, der understøtter elevens opfattelse af egne ressourcer, kropsbevidsthed, selvhjulpenhed, samt sociale kompetencer.

Musik: Rytme, sang og sanglege indgår dagligt i undervisningen og er med til at sætte rammen for aktiviteten. Mange rammesange bliver gentaget dagligt eller ofte, så eleven genkender dem og bliver deltagende.

Emneundervisning: For at udvikle sin kommunikation skal man have noget at tale om. Vi tilrettelægger undervisningen med udgangspunkt i folkeskolens fagrække. I undervisningen tilstræber vi at inddrage alle sanserne for at understøtte elevernes læring. Vi arbejder tæt med de andre klasser i indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen. Vi har emneuger for hele skolen en gang om året, hvor vi arbejder med det samme emne. Det kan fx være filmproduktion, hvor vi afslutter emnet med at vise filmene for hinanden. Skolens traditioner bliver ofte inddraget i emnearbejdet, så eleverne er deltagende og motiverede i disse aktiviteter.

Øvrig undervisning og aktiviteter: Madkundskab, idræt, yoga, lege og udendørs aktiviteter giver selvtillid, kropslighed og fællesskab. I vores undervisning har vi mulighed for at inddrage  udearealerne og nærmiljøet. Vi har bålhytte, cykler, egne busser, sansesti, legeplads, små haver m.m.

I udskolingen arbejder vi med projektopgave, hvor eleverne laver en individuel opgave efter egen interesse. I 10. klasse og STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) arbejdes der med brobygning og overlevering.

Vi tager på hyttetur i mellemtrinnet og på lejrskole i udskolingen.

 

Det er sjovt at gå i skole på Kirkebæk :-)